'Hvem er Stella?'
Henrik Wergeland
En, med fem Fingre om sin Elsktes Hals
(Hun, hvis Øje seer ud som en ynglende sort Pudel)
spørger mig, leende i hendes Øre:
Hvem er Stella?
Ret, min Ven, pral af Elskov! hvert et Kys
er at æde en Skinke, hvert Blik i din Møes Øie
er jo at see i en Nat, af Bacchanter
fuld og Fakler?
Tro mig, Ven, Kjernen du, jeg Skallen fik.
Tænk engang, at eet Haar af din Eva vil vist veje
dobbelt mod hele den Stella, du spørger
om saa tosset!
Han fik sit Svar; men der sidder en Ven med
Spørgsmaalstegns-smiil over Bægret
(den dybe Dal, hvorfra Kjæmper han tryller
frem at forsvare det djærve Norge).
Ah, du vil vide hvem . . ? Stir i dit eget
Hjerte, saa seer du paa Dybet
en Genius . . Se den hos dig er en liden
Bacchus i raslende Latterkaabe.
Din Bacchus ligger bestandig i Dybet.
Min Genius snart (som det lyster) gaaer til Himmels.
Thi min er en Engel, beruust af Sang
(den letteste Hjerte-viin)
og let er dens Dragt: et fattigt Taare-liin.
Med rhytmisk Vingeslag opad en Streng (i
mit Hjerte fæstet, der da har Gravens Echo)
den stiger blandt Stjernerne, som et Barn
i fulde Jasminhæk;
dens Skygge (o Vingen som Lokker synes da)
jeg seer langs Aasen glidende, i Form som
-- en Qvinde!
oppdatert 03.11.2019
Page visited
66846 times
Totalt:
|
