'Amtmannens døtre'
av Camilla Collett
Utdrag
Romanen - Tematikk
"Endnu Skræk i disse hulde Miner? . . . .
Unge Pige, du
kjender ikke Lorenz Brandt. Nei, du kjender ham ikke. Han
er ikke af disse Lurendreiere, disse Faar i Ulveklæder, som
sniger sig omkring den vergeløse Uskyld for at lokke den og
daare den med farlige Kunster. Han er en Nordmand af det
gode gamle Kuld . . . .
Hver Draabe Blod i ham er egte, ser
du! . . . .
Der er en anden Malm i ham end i den Troppisten,
denne fine Skrællingen, som gaar der og sætter dig Skruer i
Ho'det. Jeg mener det redelig, jeg! . . .
Hvad jeg siger, siger
jeg af Hjertens Overbevisning . . .
af fuld Hjertens Overbevisning siger jeg: Dig vælger jeg blandt alle Jordens Piger . . . . .
Ene dig tilbyder jeg min Haand og mit Hjerte! . . . .
Fanden i alle de andre . . .
O Pige! mindes du vor Barndoms stille Dage!
Två plantor uti Hildings gård,
Ei Norden för sett två så sköna,
De växte herrligt i det gröna . . ."
Her gjorde Sofie en fortvilet Anstrengelse for at komme
forbi; men Lorenz, sterkere end hun, stødte med et eneste
Fodspark Kloppen, som tjente til Overgang over Aaen, tilside.
Ved denne Manøvre kom han noget ud af Ligevegten og greb
efter Sofie, hvem Skrækken nu i den Grad overvældede, at
hun tabte al Besindelse. Lidt mere Erfaring vilde have lært
hende, at her var mere en indbildt end en virkelig Fare forhaanden. En rolig, frygtløs Opførsel vilde ganske have holdt
ham indenfor Skrankerne. Det blotte Syn af hende havde jo
allerede ladet ham glemme sine feige Trudsler. Men den attenaarige Frygt ræsonnerer ikke, den er instinktmæssig, ubændig,
grænseløs; den overveier ikke, den skjælver blot i Raahedens
Nærhed.
Med et Skrig styrtede hun tilbage mod Indgangen; men da
Grotten lukkede Hulveien og følgelig ingen Tilflugt kunde yde
hende, klatrede hun med Skrækkens Behændighed op ad de
bratte Klipper. Det lykkedes hende at naa Midten af den
steile Brink, og her blev hun hængende uden tilstrækkeligt
Fodfæste, klamrende sig til en skrøbelig Busk, der hvert Øieblik truede med at give efter, og raabte alt hvad hun kunde
om Hjælp. Nedenunder udtømte Lorenz sig i de ynkeligste
Bønner og Klager, og den graa Puddel stemmede i med ved
at hyle af fuld Hals.
Man sige ikke, at Virkeligheden mangler geniale Momenter.
Ingen Oldtidens bevingede Gud, ingen Lafontainesk eller Claurensk Romanhelt kunde i et lignende Tilfælde være kommen
mere à propos, end Kold kom i dette Øieblik. I et Nu havde
han stødt Lorenz tilside og med et kraftigt Spring naaet op til
den ængstede, som med et Henrykkelsesskrig kastede sig i
hans Arme.
Hvorledes han kom over Aaen med hende, derom melder
Historien intet paalideligt; men den fortæller, at han først stansede, da han havde naaet Ledet ved de to store Graner, og at
han her sagte lod sin Byrde glide ned paa Mosset.
Men Sofie slog Øinene op og kastede sig heftig om hans
Hals igjen.
"O slip mig ikke, slip mig ikke!" bad hun. "Har vi ikke
lidt nok?"
"Hvad siger du, Sofie! . . . Det er mig, det er mig! . . . Sofie
. . . Og du tilstaar det! . . . O sig det igjen!"
"Ja, ja, jeg tilstaar det," sagde hun og hævede de straalende
Øine op mod ham. "Jeg har sagt det, jeg kunde ikke andet . . .
Forstød mig nu, hvis du kan! . . . Du kan det ikke!"
Hvor mange Ord de elskende fik sagt? . . . Maaske ikke et
eneste. De kyssede hinanden, de klyngede sig til hinanden i
en saa lidenskabelig Angst, som om de anede dette Øiebliks
bittersøde Betydning for hele Livet . . .
Var der gaaet Minutter hen, eller "var det Sekunder bare,
ei længer Salighed kan vare", siger jo Digteren? . . . Ak, at det
skal være saa, ak, at det skal være saa! Nornen, den mørke,
vrantne Norne, regner det ikke saa nøie med en Time, en Dag
mere i Lidelsens Terminer; men merker hun, at en menneskelig Fryd vil springe ud, saa tæller hun karrig Sandkornene!
Sofie udstødte et sagte Rædselsskrig. Tæt bag dem oppe paa
Gjærdet stod en liden, hæslig Gnomegestalt og stirrede paa
dem med uhyggelig opsperrede Øine. I Haanden holdt den
en lang Hasselkjep, som den med en besynderlig Grimase
strakte ud mod dem. Synet stod der saa pludselig, at det bogstavelig saa ud, som om det var skudt op af Jorden.
Men Fossen brummede i Nærheden, og derfor gik det ganske naturligt til, at Vesle Ole -- thi det var ingen anden end
ham -- , barfodet som han var, kunde liste sig ubemerket ind
paa dem.
"Hvad vil du!" fór Kold op, selv et Øieblik rystet af Skræk.
Der skulde en særegen, i Kunsten indviet Begavelse, som
lykkeligvis Kold var i Besiddelse af, til for at bringe ut af
Ole, hvad Erende han var sendt i, naar dette ikke indskrænkede sig til en Brevdues Hverv, men bestod i noget, der
krævede menneskelig Tanke eller Tale. Dette Erende var ogsaa af en usedvanlig indviklet Art. Det var ikke alene paalagt
Ole at søge Kold op for at melde ham, at der var kommen en
Fremmed til Gaarden, som vilde besøge ham, men ogsaa, at
den Fremmede tilligemed Herskabet var gaaet ud for at møde
ham.
"Hørte du, hvem det var?" spurgte Kold.
"Je' veit inte!"
"Har du aldrig set ham før? Har han aldrig været paa
Gaarden før?"
"Je' veit inte!"
"Er det den Herre, som var her ivaar, og som gav dig en
Mark, da du holdt Hesten hans?"
Et Smil, et Grin opklarede Oles Ansigt; han ledsagede dette
med en udtryksfuld Pegen opad mod Gaarden.
"Müller!" hviskede Kold med formørket Mine. Allerede kunde
han se et Par Damer, ledsaget af en Herre, bevæge sig nedad
Stien henover Bakken.
Kold vendte sig til Sofie, der, skjælvende af saa mange Sindsbevægelser, støttede sig mod Granen.
"Fat Dem," sagde han, "gaa De dem imøde . . . Jeg bliver
her! . . . O vær flink! . . De kan det bedre end jeg . . . Men
imorgen! . . . O, Sofie, Sofie!"
Hun var allerede borte.
"Müller!" mumlede Kold. "Hvilken Djævel fører ham netop
i dette Øieblik hid? Men han skal intet faa at vide. Dette Satyrblik skal jeg holde ude fra min Helligdom."
Fra sit Skjul kunde han se Sofie slutte sig til Selskabet, der
langsomt bevægede sig nedad Stien mellem Nøddekrattet; først
da vovede han sig frem. Paa Broen stansede han for at vinde
mere Fatning. Han bøiede sig mod Fossestupet, som om han
vilde betro Dybets Magter sin Lykke.
Natten, den blanke Sommernat, var allerede rykket frem,
før Selskabet skiltes for at begive sig til Ro. Sofie var gaaet
som i en Drøm den hele Aften. Hendes høirøde Kinder og
det særegne, besynderlig fraværende Blik havde for en skarp
Iagttager let kunnet forraade, at der var foregaaet noget usedvanligt. Lykkeligvis havde hendes Moder og Søster været for
meget optagne af Gjesten til at lægge videre Merke dertil.
Kold havde ved en usedvanlig snaksom Munterhed søgt at
drage Opmerksomheden derfra. Til hende vovede han slet ikke
at tale; men han havde fundet Anledning til at stikke hende
en Seddel i Haanden, hvori han bad hende om en Sammenkomst Kl. 6 den følgende Morgen. Den skulde finde Sted under
de to store Graner, disse stumme Vidner til deres Pakt, og
han foreslog dette Klokkeslet som det beleiligste til et flygtigt
Møde, medens endnu hele Huset sov. Sofie bar denne Seddel
hos sig. Hvert Øieblik greb hun tvilende til den for at overbevise sig, om den var der, og om det ogsaa virkelig var sandt.
Klokken var 12. De to Venner havde sagt Godnat og trukket
sig tilbage paa Kolds Værelse.
Det var da endelig kommet, det Øieblik, da Sofie turde være
alene med sine Tanker; kun havde hun endnu et Erende at
udføre, som hendes Moder havde paalagt hende.
Ja, Virkeligheden har sine geniale Momenter, betydningsfulde, poetiske, kunstnerisk fuldendte Momenter, hvori Tilværelsen, midt i sin Hverdagsdvale, pludselig slaar ud i Blomst
og Duft. Men den har ogsaa Momenter, Sammenstød, Kombinationer af Begivenheder, der fremtræder saa fatale, saa uheldvarslende, med en saa skjærende Ironi, at man maa holde
meget fast ved Troen paa, at ogsaa disse er Led i et alkjærligt og alvist Forsyns Styrelse; thi de ser snarere ud som
et Stykke af et Digt, udtænkt i en Dæmons opfindsomme
Hjerne.
Og denne Dæmon! Vi kjender alle dens Navn. Det klinger
saa uskyldig prosaisk, som om det ikke var noget at ængste
sig for. Vi kalder den: Tilfældighed. I Mandens Liv en Slags
Husnisse, en brydsom Spilopmager, som han dog kjækt kan
være paa sin Post imod og efter Omstændighederne betvinge.
I Kvindens Liv en forfærdelig Magt, til hvem hun paa Naade
og Unaade maa overgive sig, stum og viljeløs.
Til Kolds Værelse, adskilt kun ved en tynd Bordvæg, stødte
et Aflukke med Adgang til Korridoren, der tjente til Husets
Klædekammer.
Det var herop i dette Klædekammer, Sofie blev sendt for at
hente noget Linned. Da hun sagte aabnede Døren, hørte hun
Kold og Müller i en Samtale indenfor. De to Røster lød saa
klart og sterkt i Aftenens Stilhed, at hun kunde tro sig i samme
Rum, havde hun ikke vidst det bedre. Et Øieblik stod hun
fortabt i at lytte til den kjære Stemme. Da hørte hun sit Navn
nævne; forskrækket søgte hun, hvad hun skulde hente i Linnedskabet, og vilde skynde sig bort; men inden dette var lykkedes hende, havde hun mod sin Vilje hørt saa meget, at hun
ikke kunde gaa derfra. Som fastnaglet blev hun staaende uden
Bevidsthed om noget udenfor hende; hendes Sjæl laa i hendes
Øre.
Inde i Værelset hos de to Herrer finder vi Müller paa sin
gamle Plads i Sofaen; paa Karmen af det aabne Vindu sad
Kold og syntes opmerksomt at betragte Trætoppene og den
blanke Nathimmel. De første indledende Replikker har han
efter al Sandsynlighed besvaret noget kort og distrait.
"Det forekommer mig dog," fortsatte Müller, "at du nu maa
have faaet en grundig Oversigt over en Amtmands Pligter og
Rettigheder, og den Birolle, du har spillet som Informator, er
jo ogsaa endt, siden den unge Herre er bleven Student. Eller
har du maaske andre Biroller her i Huset?"
"Amtmanden har ikke flere Sønner."
"Nei, men Døtre."
"Men hvoraf ingen trænger til min Lærdom. Den ældste er
næsten ligesaa gammel som jeg selv, og den anden er netop
kommen ud af et Institut i Kjøbenhavn."
"Nu, der kunde jo gives andre Biroller. Altsaa, du har ikke
det allermindste her at bestille? Hør nu blot. Den Ansættelse
i Stockholm, som du engang attraaede saa meget, staar dig
nu aaben."
"I Stockholm, siger De?" raabte Kold og vendte sig ende-
lig om.
"Nu ja, i Stockholm, i Stockholm, er det ikke forstaaeligt?"
"Ak, kjære Müller, har De endnu slige Planer med mig?
Jeg troede, at De havde opgivet dem nu."
"Om jeg har slige Planer endnu? Ja, Død og Plage, har
jeg det, og slemt var det, om jeg ikke havde dem for dig.
Medens du ligger heroppe og idylliserer og tænker paa ingenting eller det som er endnu værre, har vi handlet paa
dine Vegne. Som det altid pleier at gaa slette Subjekter, har
du Lykken med dig. Hør nu. N. har faaet et Aars Permission
fra Petersburg, og vor flinke S. derinde overtager hans Post,
som han sandsynligvis kommer til at beholde, da det siges, at
N. skal gifte sig med en rig Grossererenke i Gøteborg og neppe
gaar tilbage til Diplomatiet. Altsaa, S.'s Plads bliver ledig og
skal besættes med en Norsk."
"Og den Plads kunde jeg faa! Det er vel ikke at stole
paa."
"Du kan faa den. Jeg gik straks op til Excellencen Due,
som heldigvis ikke var reist endnu. Han gav mig det bedste
Haab for dig. Du har blot at indlevere din Ansøgning, og
inden næste Foraar maa du indfinde dig i Stockholm. Din
Onkel var sjæleglad. "Det er netop en Stilling for Georg; han
passer lidet for Livets spidsborgerlige Forhold," sagde han.
Nu, min Gut, spring, syng og dans, men fald mig bare ikke
om Halsen."
"Jeg takker Dem, Müller . . . Hvor De er god, at De tager
Dem saaledes af mig . . . . . Men . . ."
"Nu, men?"
"Oprigtig talt, jeg har ganske tabt Lysten til denne Post."
"Saa, du har tabt Lysten dertil, jasaa . . .
Det var da besynderligt. Du troede dog engang selv . . ."
"Ah, det var en Grille, et Indfald. For et ungt, umodent
Menneske kan hin Karriere vel have noget lokkende. I Grunden er det dog et Skinliv, man fører. Jeg tror mig ikke mere
skikket dertil; jeg føler mig draget mod en gedignere,
selvstændigere Stilling i Livet, lad den end være mindre be-
merkelig."
"Nu, det er rosværdigt, det er vakkert. Det røber en solid
Anskuelse, en Anskuelse, som er sjelden i dine Aar. Kun vilde
jeg gjerne høre disse gedigne Planer. Vil du maaske gaa ind
som Kopist i Revisionsdepartementet?"
"Ja, hvorfor ikke!"
"Ja, hvorfor ikke! . . . Det er en solid og hæderlig Stilling,
en Stilling, hvori man undertiden oplever de gladeste Overraskelser, ligesom A., der veddede, at han netop ved Slutningen
af det tiende Aar vilde være Fuldmægtig, og se, han blev det
Aaret før. Du har Lykken med dig, du kan maaske inden tolv
Aar være Bureauchef."
"Det er ikke umuligt."
"Eller har du Lyst til at blive Bygdeprokurator? Hvilken
hyggelig liden Polskpas du saa kan faa om Søndagen med
Bønderne! Det vil være noget for dig! Eller synes du bedre
om en Lensmandspost?"
"Det er ogsaa godt. Saa er man jo saagodtsom Stortingsmand! . . . . Nei, kjære Ven, jeg tænker i Grunden ikke paa
nogenting. Jeg har det for Øieblikket saa godt, at jeg ikke
gider plage mig med Fremtiden. Til Nytaar er min Tid udløben her, og den Tid, den Sorg, tænker jeg."
Der blev en Pause, hvori Müller udblæste store Røgskyer,
og Kold morede sig med at mishandle sin Ridepisk. Endelig
sagde Müller:
"Hun er smuk; din Smag er ikke ilde."
"Hvem? Hvad mener De?"
"Jeg mener blot," blev Müller rolig ved, "at hun er smuk,
og at din Smag ikke er ilde, ja, hvad der næsten aldrig har
hændt mig før, hun har frapperet mig. Hun kom os imøde
paa Stien, da vi skulde ud for at opsøge dig."
"Ah, det er Frøken Sofie, De mener?"
"Ganske rigtig, Sofie, saaledes kaldte du hende engang. Hun
mødte os som sagt paa Stien, hvor vi ogsaa var saa heldige
at træffe dig. Det er altsaa hende, tænkte jeg, som har voldt
den stakkels Kold saa megen Ærgrelse og Tidsspilde, og som
du forrige Gang skildrede mig som et uhyggeligt, forskruet
Væsen. Hun syntes at være i en altereret Tilstand; hendes
Stemme sitrede, og hendes deilige Haar, som jeg aldrig har
set Mage til, befandt sig i en høist malerisk Uorden. Det var
ordentlig Synd, at det Syn skulde være spildt paa et Mammuthhjerte som mit. Fruen spurgte, hvor hun havde gjort af sin
Hat, hvortil hun svarede, at hun havde vovet sig for langt op
ad Fjeldet, var gleden ud og havde mistet den deroppe. Mama
skjendte over hendes Vildskab, men med et Blik til mig, som
om hun vilde sige: Har De set noget yndigere? Mig hilste
hun med en viss Kulde, og jeg har forgjæves søgt at nærme
mig hende iaften. Der er noget aparte ved hende. Men
smuk og nydelig er hun som en Ulykke. Er du kanske ikke
af den Mening?"
"Jo unegtelig, det er hun. Frøken Ramm er en meget smuk
Pige," sagde Kold og brød sin Pisk over. Sofies Smil, det
særegne, hvormed hun havde forkyndt ham hans Lykke, steg
i det samme forræderisk frem i hans Erindring, og forskrækket
lagde han til: "Men der er et Træk ved Munden, som ikke
er smukt. De sagde, synes mig, at S. allerede er kommen
til Petersburg; kan det være muligt?"
"Til Petersburg. Det Træk ved Munden, som ikke er smukt,
har jeg slet ikke bemerket. Hendes Ansigt er, tror jeg,
af den Art, der ikke maa analyseres. Det hele gjør et frappant Indtryk."
"Hvilken Lykke han har gjort i saa kort Tid! Og N., hvad
var det, De fortalte, at han . . ?"
"N. trækker sig tilbage for at gifte sig" . .
"Ja, ja rigtigt, med en rig Enke . . Men han skulde jo blive
Baron Manderstrøms Eftertræder i Kabinettet; hvem faar da
den Post?"
"Diplomatiet begynder pludselig at interessere dig. For et
Øieblik siden syntes du kun at bryde dig lidet om det hele.
Georg!
. . Om alt det skal jeg siden oplyse dig . . . . Om alt, hvad du vil . . Georg . . Læg kun din Pisk hen. Jeg skal siden forbinde Bruddet
. . . Hør, kjære Georg, ved Gud, jeg mener dig det vel," sagde Müller med en Bevægelse, som om han
vilde lægge Piben bort, medens han langsomt førte den til
Munden igjen, en Manøvre, som Kold kjendte meget godt, og
som betød et ualmindeligt Alvor.
"Ser du, jeg vilde saa gjerne gjøre noget dygtigt af dig, og det
skulde ogsaa lykkes, hvis du ikke altid stod dig selv iveien.
Disse evige Forlibelser er for et Menneske af din Beskaffenhed
er en ren Ulykke. De sætter dig idelig ud af Ligevegten, forstyrrer dit Humør og hemmer din Udvikling. Og tilsidst vil
det dog, trods dine Forsikringer, ende med, at du for Alvor
bliver hængende. Jeg siger ikke, at det gaar saa med din
nærværende Inklination, meget muligt, at den ender som alle
dine andre, men alvorlig eller ei, saa kommer den forbistret
ubeleiligt. Hør, Georg, riv dig løs . . . Straks, om du kan . . .
Gaa til Stockholm og frels din Sjæl! Naar ti Aar er forløbne,
naar du er bleven en moden, holden Mand, saa i Guds Navn,
forelsk dig, saa meget du vil."
"Men Müller . . . Hør dog! . . . Der er jo ikke Tale om . . ."
"En forbistret Historie! Sig mig, hvor vidt er du avanceret
med hende? Maaske Ondet endnu kan afverges. Kniber det,
saa kunde maaske jeg tale med Frøkenen og se at faa det afgjort paa en pyntelig Maade."
"Er De gal! For Guds Skyld! Jeg siger Dem jo, denne
Sag angaar ikke Frøken Ramm. Hun har ikke ringeste Indflydelse paa mine Fremtidsplaner."
"Det skulde glæde mig, hvis det stod i din Magt at overbevise mig derom."
"Overbevise Dem om, at dette ikke angaar hende!" sagde
Kold, bragt til det yderste . . . "Men forstaa dog! Jeg elsker
hende ikke. Der er intet, intet mellem os."
-------
Arme Kold! Kjære Læserinde! Hvis du er over tyve Aar
-- er du under tyve Aar, nytter det ikke -- , men hvis du er
over tyve Aar, saa vil vi her, netop her, førend du ganske
bryder Staven over ham, lægge et Ord ind for ham. Ja, det
er stygt, meget stygt af ham, og enhver kan efter sin egen
Smag tænke sig en bedre og elskværdigere Maade for ham at
slippe derfra paa. Han kunde f. Eks., naar han saaledes blev
lagt saa smaat paa Pinebænken, ende med at slaa i Bordet og
sige: "Ja, for Fanden, det er sandt altsammen, lad mig bare
i Ro!" Men saa havde det ikke været Kold, vor Kold, og
han havde maaske ikke elsket saa varmt, saa iversygt, saa
nærig ængstelig for sin Skat som han. Og lad os saa være
ærlige. Hvem er ikke saaledes bleven tirret og tilsidst drevet
til et Punkt, hvorfra han ikke mere har kunnet trække sig
tilbage, og hvor han, uden at ville det, næsten uden at vide
det, er bleven Jesuit? Enhver, der med Haanden paa Hjertet
tør sige, at han aldrig har været det, aldrig har sagt noget om
sin dyrebareste Ven, som denne ikke maatte høre, og at han
havde Mod til at læse, sort paa hvidt, alt, hvad denne dyrebare Ven har sagt om ham, nu vel, den, der kan det, han
kaste Stenen. Og endelig vil vi minde om, at ethvert af disse
ulykkelige Ord falder i en Sjæl, der mindst af alle er skikket
til at forstaa dem, og at han ved ethvert af disse Ord, som
en skadefro Aand synes at lægge ham paa Tungen, frasiger sig
sit Livs største Glæde.
"Du elsker hende ikke! Ja, ja, det er en anden Sag," sagde
Müller, og Gløden af hans nystoppede Pibe kastede et næsten
dæmonisk Skjær over hans uskjønne Træk. "Men du kan
dog ikke negte, at det klinger forbandet utrolig, at du skulde
kunne leve under ett Tag med en attenaarig Skjønhed uden at
anfegtes."
"De burde have bedre Tanker om mig, Müller," sagde Kold,
idet han tog sin Tilflugt til krænket Alvor, "jeg, som ganske
nylig, sort paa hvidt, har skriftet for Dem al min Modgang, alle
mine Ulykker i den Vei. Slige Erfaringer pleier dog at gjøre
Folk besindigere. Skjønhedens Magt indrømmer jeg villig; men
kan der da ikke tænkes Egenskaber, som tilintetgjør den, og
det netop saadanne, der frastøder mig?"
"Det maa være nogle bansatte Egenskaber, der kan øve
en saadan nedslaaende Virkning paa dig. Da du altsaa ikke
bryder dig om den lille Dame, saa kan du nok betro mig,
hvad det er for Egenskaber, der vansirer hende. Er hun
kanske ligesaa doven og egensindig, som da hun var din Elev?"
"Doven og egensindig!
. . . . En doven og egensindig ung
Dame!" raabte Kold, med Nød og neppe betvingende sig;
"hvad vil det sige? Det er jo ganske betydningsløst!"
"Er hun da enfoldig . . stupid! . . Du mente engang . . . ."
"Jeg har intet ment. Hun var dum som Barn; men hun
kan jo have lagt sig Forstand til siden. Jeg tror nok, at hun
nu har, hvad hun deraf behøver."
"Det tænkte jeg nok. Naar det kommer til Stykket, er hun
et Mønster. For Fanden, noget maa der da være! Er hun
koket, letsindig, intrigant, ondskabsfuld?"
"Hvad falder Dem ind? Jeg tror, Frøken Sofie har det
bedste Hjerte. Det er en Pige med Karakter, med en livlig,
sterk Sjæl . . . . Men hun har noget originalt, for ikke at sige
excentrisk i sine Anskuelser . . . Hvad synes De om Søsteren?"
"Ah! Excentrisk! . . . Jeg forstaar . . Hun er poetisk, forskruet, emanciperet?"
"Netop, der traf De det," sagde Kold og brast i Latter over
denne løierlige Vending i det pinlige Forhør.
"Virkelig! Nei alvorlig . . . Er hun af den Sort? Ja, hun
saa ud til noget sligt. En norsk femme émancipée! Det var
morsomt, det var noget ganske nyt! Hvordan ytrer det sig?
Røger hun Cigar? Bærer hun Sporer? Sidder hun tilhest
som salig Dronning Caroline Mathilde?"
Kold rødmede af Forbitrelse. Han kunde have myrdet
Müller.
"Nu, bliv ikke fornærmet. Hun røger altsaa ikke Tobak . .
Hun bærer ikke Sporer. Det er en aandelig Amazone, en
hyperboræisk Georges Sand, der aander et glødende Had mod
det hele Mandkjøn og dets Nedrighed og Despoti?"
"Netop."
"Hvilket dog ikke hindrer disse Damer fra at have sine
smaa Privatinklinationer."
"Naturligvis."
"Og du gjør formodentlig, hvad du kan, for at nære Flammen?"
"Naturligvis. Har jeg andet at bestille?"
"Og uden at tændes selv?"
"Vær ikke bange. Det er blot en ny Blomst, jeg fletter i
mine Seiervindingers Krans. De emanciperede Damer er desuden de mindst farlige."
"Det har jeg hørt. Selv har jeg ikke erfaret det. Min stakkels Bolette var ikke af den Klasse Skabninger . . . Har hun
allerede erklæret sig?"
"Hm . . . ikke ganske; men jeg venter, at det vil ske med
det allerførste. Jeg har Kurven færdig; det kan De stole paa."
Müller saa længe stivt paa ham. "Saa? Virkelig! . . . Det
var meget!"
En Pause indtraadte, hvori Müller syntes at falde i Tanker.
"Hør, Georg, ved du hvad, driv ikke dette Spil for vidt. Vil du
lyde mit Raad, saa lad det ganske fare. I Grunden har jeg
ondt af den stakkels Pige. Vær skikkelig mod hende og forbered hende paa det uundgaaelige . . ikke for pludselig . . . Det
duer ikke . . . Ikke for pludselig."
Kold saa studsende paa ham. Nu først merkede han af
Müllers Miner, der havde antaget et ganske eget Præg, at
denne opfattede det hele som det strengeste Alvor. Det var
aldrig faldt ham ind, at kloge, men lidet gemytfulde Mennesker
i Følelsens Sfære undertiden kan vise sig overordentlig enfoldige.
Han blev næsten forfærdet over, at det var lykkedes ham ved
en grov Spøg, hvad han med al sin Forstillelse ikke havde
kunnet opnaa, nemlig at skuffe Müller. Denne Spøg brændte
ham paa Læberne som en Vanhelligelse, og dog turde han
ikke tilbagekalde den. Skulde han lade sig fravriste sin dyrebare Hemmelighed, som han neppe selv eiede, neppe selv
turde tro paa, og det af en Mand, der maaske vilde gjøre en
udelikat Brug af den?
________
Man vil paastaa, at der i den kvindelige Sjæl fortrinsvis er
nedlagt en lykkelig Evne, ja en Drift til Forsagelse.
Vi vil ikke indlade os paa nogen subtil Drøftelse af denne
særegne Evnes Natur, men overlade dette til Psykologerne.
Den træder os uimodsigelig imøde i saa mange mildt resignerede, men, desværre maa det føies til, ogsaa i saa mange mørkt
furede, ligesom forstenede Fysiognomier, der fortæller os, at
denne "naturlige" Smag for at lide ikke ret har strakt til, og
at Forsagelsen er bleven dem strid nok.
Visst er det, at over Barnets Ansigt, der leger med sin Dukke,
kan allerede denne Forsagelse ligge som en sørgmodig Anelse;
den klang gjennem det Svar, som den lille seksaars Pige, da
hun første Gang blev buden paa Barnebal, gav sin Moder, der
undrede sig over, at hun stod der saa stille og traurig, hun,
der nu havde faaet sit høieste Ønske opnaaet: "Ak, Mor, var
det bare en liden Fornøielse, da skulde jeg nok være glad,
men saadan en stor Glæde, den bliver der vist ikke noget af."
Saalænge denne Forsagelse er Refleksen af den Ydmyghed,
Gud nedlagde i Kvindens Sjæl, er den smuk, rørende og vel
signelsesrig; den er hendes bedste Støtte mod Skjæbnens Vilkaarlighed, det er den, der gjør hendes Glæde mere straalende,
hendes Hengivelse og Udholdenhed i Modgang større end
nogensinde Mandens. Han taler og handler, hun lider og tier.
Ja, den er smuk denne Vilje til at lide og tie, denne Guds og
Naturens Taushed i hende, den er skabt til at seire i sin stille
Magt.
Men Menneskene opdagede, at der kunde drages grove Fordele af den. I deres Samfunds Interesse var det ikke nok, at
hun kunde bringe Ofre og tie, hun skulde ogsaa kunne nedværdiges og tie. Og de omskabte hin Guds og Naturens Ydmyghed i hende til Feighed og Forsagthed, betog den Kjærlighedens og Frihedens Aand, og Raaheden bøiede sig ikke længer
for den, men misbrugte den. Og de opfandt en Skare pinlige
og despotiske Love og omgjærdede hende dermed for evig at
holde hende i Frygten -- med ett Ord: de kvalte i hende Troen
paa den store Glæde og gav hende, som Vederlag derfor, de
smaa Fornøielser.
Sofie var opvokset i denne Trældommens Aand; hun havde
med Morsmelken indsuget de i denne Trældom gjældende
Leveregler, og aldrig havde hun i sin Hjembygds snævre Sfære
oplevet nogen Forsyndelse mod den. Hun havde set sine
Søstre, stumme bøiende sig, bringe sit Liv som Offer. Men
hos hende havde alligevel Idéen om en Kvindelighed, sandere
og mere gudbesjælet end det Monstrum, som Menneskene
kalder saa, tidlig rørt sig. Vi har set, hvorledes denne ubemerket brød sig mod Omgivelserne, indtil hun selv opgav den
som en Vildfarelse. Da lærte hun Kold at kjende. Han havde
selv lært at afsky Trællesindet og at erkjende et andet, mere
ædelt, mere ophøiet i Margrethe. I ungdommelig Tro saa han
dette gjenopstaa i Sofie, gjenopstaa til Lykken, til Livet; han
vilde blot lægge sin Tillid, sit glade, kjække Mod til. Under
det korte Afsnit fra hendes Hjemkomst indtil hans Reise til
Christiania havde han havt en overordentlig Indvirkning paa
den unge Pige. Ved ham blev Chimæren til Virkelighed. Han
aabnede hende Udsigter over Livet, som hun i sine dristigste
Udflugter aldrig havde drømt om. I sin Varme saa han hverken
de Hindringer, han havde at bekjæmpe, eller de Farer, hvorfor
han udsatte sin Elev. Sofie tænkte ligesaa lidt paa Farer;
men ogsaa det Øieblik kom, da hun, bortrykket fra sin trygge
Grund, saa sig ene med ham, høit over den hele øvrige Verden. Da har hun vel med Bæven følt, at han ogsaa maatte
give hende Ly, at det eneste, der her kunde redde hende, var
hans Kjærlighed. Man vil derfor kunne begribe, hvorledes
hun blev tilmode, da denne Støtte pludselig svigtede, og i hvilket
Dyb af Modløshed hun sank tilbage, da hun troede sig forraadt af ham.
Ligesom forstenet var hun bleven staaende i den samme
Stilling, hvori hun havde opfanget hvert Ord i den skrækkelige Samtale. Udenfor rakte hun mekanisk Pigen, der kom til,
det Linned, hun havde i Haanden. Hun listede sig igjennem
Amalies Værelse ind i sit eget, hvor den lille Natlampe paa
Kommoden var tændt. Dens dæmrende Lys saarede hendes
Øine, og Rummet forekom hende ængstende stort og tomt. Bag
Forhænget trykkede hun sig skjælvende ned paa en Skammel;
ingen Krog syntes hende snæver og dunkel nok til at skjule
hende og hendes Smerte og hendes Ydmygelse. Hvorledes
dette var gaaet til, hvad det var for skrækkelige Ord, hun
havde hørt, det kunde hun ikke rigtig samle. Hun vidste kun,
at hendes korte Drøm var endt, at den laa i Støvet. Bedraget,
forhaanet, hendes Kjærlighed givet til Pris for en Fremmed,
nedværdiget til et Tidsfordriv! . . . . At det hele kunde have sin
Grund i hendes egen Opfatning, faldt hende ikke ind. Enhver,
der med nogen Opmerksomhed har fulgt Sofies Udvikling, vil
dette ikke forundre. Sofie opfattede alle Indtryk sterkt og
umiddelbart. Ironien var hende uforstaaelig, hvor det gjaldt
Livets alvorligste Ting. Hun havde endnu ikke gjort sig fortrolig med denne Nutidens Færdighed i at fornegte Følelser
og, naar det gjælder, at sætte en spottende Maske for det
dybeste og helligste. Ethvert Ord, hun havde hørt, havde
slaaet dræbende ned i en Sjæl, som Opdragelsen havde gjort
tvilende og frygtsom. Hun var tilintetgjort. En knugende Angst
overfaldt hende ligesom Bevidstheden om en begaaet Brøde.
Og hendes Brøde var, at hun havde troet paa Lykken, at hun
havde drømt om den og med dristig Haand grebet efter den.
Hvor ringe havde hun ikke i sit Overmod skattet Amalies
Lod, hvor latterlige havde ikke mangen Gang dennes egte kvindelige Bestræbelser for at udpynte sin Misere forekommet hende!
Endnu samme Dag var der undsluppet hende et Drilleri, der
havde krænket Søsteren. O, paa sine Knæ kunde hun have
bedt hende om Tilgivelse. Hun kunde have bedt alle, den
usleste, om Tilgivelse, hvis hun havde kunnet give sin Skyld
noget Navn.
--------
"Jeg fatter ikke," stammede Sofie, "hvad der kunde være
iveien derfor . . . Der er intet her, saavidt jeg ved, som kan
holde ham tilbage."
"Men jeg fattede det godt, da jeg for første Gang saa Dem
igaar."
"Jeg forstaar nok, hvortil De sigter; men jeg forsikrer Dem,
at De tager feil. Der er intet Forhold mellem Deres Ven og
mig, intet, aldeles intet, der kunde hindre hans Lykke . . . .
Han elsker ikke mig!" lagde hun skjærende til.
"Det siger jeg just ikke. Hvis jeg troede, at det var Tilfældet, hvis jeg troede, at der var Alvor med i Spillet, saa
blandede jeg mig visselig ikke deri -- -- "
"Naar De er viss derpaa," afbrød Sofie ham med bævende
Røst, "saa indser jeg ikke, hvad De kan frygte af mig . . ."
"Men nu nyder han den ufortjente Lykke, at en ung, elskværdig Pige som De interesserer sig for ham . . ."
"O, Hr. Müller! Det har De ikke Ret til at formode . . ."
"Ingen Formodning, Frøken, jeg ved det."
"De ved det? . . . Han har sagt det! . . . . Har han dog? . . .
Og til Dem! Det er umuligt!" raabte Sofie og slog Hænderne
for Ansigtet. Da hun atter lod dem synke, beskinnede Solen
et Ansigt, som Smerten næsten gjorde ukjendeligt. "O Gud,"
hviskede hun for sig selv, "saa var det dog sandt . . . Jeg tog
ikke feil . . . . Saa var det dog sandt!"
"Hvad er sandt? Kjære, bedste Pige, hvor kan De tage
Dem det saa nær?" sagde Müller og drog hende sagte ned
paa Bænken igjen . . "Om De nu virkelig nærede denne lille
Svaghed, om De endog tilstod ham det i et svagt Øieblik, hvad
var det saa? Tror De, jeg vil dømme det saa haardt? Vel er
jeg en gammel Bjørn, men jeg er hverken Pedant eller Filister.
Hvor let kan ikke et stakkels Fruentimmer komme til at begaa et Brudd paa Reglementet! Et livligt Temperament, et Sind,
der føler sig uafhængigt nok til at hæve sig over sit Kjøns
Indskrænkninger og Smaaligheder . . ."
"Nei, o nei! Ved alt, hvad der er helligt," afbrød Sofie ham,
"De gjør mig Uret! Jeg er ingen saadan sterk Sjæl, der vil
hæve sig over sit Kjøns Indskrænkninger og Smaaligheder . .
Det er grusom Bagtalelse! . . . . Jeg er ikke modig, jeg er
ikke uafhængig . . . Det er ikke sandt! . . . . Jeg er en stakkels
Pige, der kan lade sig mishandle i Stilhed saa godt som nogen
-- som kunde lade sig krænke tildøde, uden at nogen fik at
vide hvorledes."
Müller følte sig besynderlig ilde tilmode. "Ved Gud, dette
smerter mig . . . . Det er saa langt fra, at jeg vilde gjøre Dem
ondt . . . . . Det er Dem, som gjør mig Uret . . . stor Uret. De
maa tro mig, at har jeg af Interesse for Kold sagt Dem disse
Ting, saa har jeg i Sandhed ogsaa havt Deres Vel for Øie.
Berolige Dem, kjære Pige! Jeg siger jo ikke, at Kold er ganske ufølsom for Dem . . . . Hvor kunde han være det! . . .
Alene den Interesse, De skjænker ham, kan ikke andet end
smigre ham . . . . . Den beskjæftiger ham levende, den vil be-
skjæftige ham, saalænge han er i Deres Nærhed. Men jeg
frygtede blot, at det, der for ham var en Leg, kunde ende
med alvorlige Ubehageligheder for Dem. Jeg vilde ikke, at De
altfor pludselig . . . jeg vilde advare . . . oplyse Dem . . ."
Under denne Tale var ethvert Spor af Bevægelse forsvundet
fra Sofies Træk. "Altsaa, for min Skyld har De gjort dette,"
sagde hun, ligbleg, men rolig. "Uagtet jeg ikke ved, hvorved
jeg har fortjent denne Interesse, som De, Hr. Müller, viser
mig, saa takker jeg Dem dog. Har det været Deres Hensigt
at oplyse mig, saa har De naaet den. De har oplyst mig fuldkommen godt. Har De endnu noget at sige mig, inden vi
gaar ind?"
"Slet intet . . . Slet intet. Kun vil jeg -- endnu engang bede
Dem, at De . . at De . ."
"O, De vil bede mig om at lade ham i Ro herefter? Ikke
trygle om en Følelse, han ikke nærer? . . . . Ikke fordærve
ham denne skjønne Fremtid, som ligger Dem saa paa Hjerte?
. . . . Var det ikke derom, De vilde bede mig? . . . . Det lover
jeg Dem ganske, ganske visst."
"De misforstaar mig ganske og aldeles," raabte Müller . .
"Frøken, jeg forsikrer Dem . .!"
Men Sofie var allerede forsvunden.
"En allerhelvedes Samtale!" sagde Müller ved sig selv. "Puh!
Jeg ved blot to Gange at have været saadan tilmode -- det var,
da jeg læste Brevet fra Bolettets Mor -- og saa den første
Gang paa Rigshospitalet. Hvem kan ogsaa blive klog paa disse
Væsener! Hun fortæller mig selv, at Kold ikke bryder sig om
hende, hun er ganske rolig og fornuftig; men neppe har jeg
saa varsomt som muligt -- Gud ved, hvor jeg fik de delikate
Vendinger fra -- dreiet Talen hen paa hende selv, saa bliver
hun fortvilet. Skalv hun ikke som et Espeløv! Da hun gik,
skulde hun synes rolig; men hun var s'gu ude af sig selv.
Jeg maa endnu engang tale med hende, førend jeg reiser, jeg
maa se til at berolige hende."
Müller var kommen i en for ham ganske usedvanlig Knibe.
Han var vistnok gaaet ud fra et Ønske om at gjøre Kold en
Tjeneste; men ved at se Sofies Smerte derved blev han greben
af en sælsom Medlidenhed. Der fandtes i Müllers Sjæl en
eneste sentimental Streng, det var Tanken om Bolette. Han
troede at se Sofie i en lignende Situation som den, der fremskyndede hendes Død. Men her var det gaaet ham som
Bjørnen, der vil kyse Fluen bort, og som slaar sin Ven ihjel
med det samme.
Rigtig ilde tilmode sneg han sig op paa sit Værelse igjen,
tilfreds med ikke at have mødt nogen. Da han havde brugt
den Forsigtighed at tage Nøglen med, havde heller ingen bemerket hans Fraværelse. Pigen, der kom for at bede ham
komme ned til Frokost, var derfor i den gode Tro, at han
havde sovet, og beklagede, at han ingen Kaffe havde faaet.
Müller frygtede ikke uden Grund, at Sofies lidende Tilstand
kunde vække Opmerksomhed i Familien og maaske volde
Scener. Desto mere overraskede det ham at finde hende ved
Frokostbordet fuldkommen fattet. Med stor Forekommenhed
bød hun ham en Plads og viste sig saa ivrig i disse smaa
Opmerksomheder, der paaligger en Vertinde, ret som om der
ingenting var passeret. Den unge Piges Magt over sig selv
indgjød ham en ukjendt Følelse, noget, som lignede Respekt,
og gjorde det Ønske levende hos ham at kunne faa sagt hende,
hvad han kaldte et beroligende Ord. Men dette var ikke saa
let en Sag. Inden en Time skulde han reise, og Kold, som
imidlertid var kommen til, gjorde det endnu vanskeligere.
Hans Uro tog til, han svarede distrait paa de andres Tale og
bevogtede enhver af Sofies Bevægelser. Men enten hun ikke
forstod dette eller ikke vilde forstaa det, hun tilintetgjorde alle
hans Anslag paa en saadan tête-à-tête. Efter Frokosten satte
hun sig hen paa sin Plads ved Vinduet og syede, og denne
Plads beholdt hun haardnakket, indtil Skydsen stod for Døren.
Den sterke, haarde Mand stod i Afskedens Øieblik holdningsløs, næsten komisk forvirret ligeoverfor den unge Pige, der
formaaede at dølge sin Krænkelse i en saa skuffende Ro.
Kold havde slet intet merket. Kun da Pigen kom løbende
efter med Müllers Pibe, som denne havde glemt, studsede han,
og leende skyndte han paa Budet.
Sofies Udebliven fra Stevnemødet havde ikke vakt nogen
egentlig Bekymring hos den ventende. Hun kunde jo paa
tusende Maader være bleven forhindret. Dette vilde snart opklare sig. Da endelig den forønskede Frokosttime slog, var
han ilet ned i Dagligstuen, hvor han fandt Müller og hele
Familien samlet. Sofies Farveveksling ved hans Indtræden
undgik ham; heller ikke var det ham paafaldende, at hendes
Øie ikke en eneste Gang mødte hans. Neppe vovede han at
fæste det paa hende for ikke at røbe nogen Bevægelse. Naar
først Müller var vel afgaarde! Men da denne var reist, forsvandt Sofie i Huset. Nu -- det var jo hendes Uge. Saaledes
gik Dagen; Aftenen kom; men endnu havde intet Tegn, ikke
engang det svageste, kun forstaaeligt for hans aarvaagne Speiden, røbet deres Forstaaelse. Dette blev ham tilsidst paafaldende; dog saa han deri kun en skjærpet Opfordring til at
være forsigtig. Men det begyndte at blive ham utaaleligt. Han
følte en overordentlig Trang til at forsikre Sofie, at han ikke
kunde holde det ud længer. Hans eneste Trøst var da i den
stille Nat at udøse alle sine Længsler, al sin Utaalmodighed
paa Papiret.
I et ulykkeligt Øieblik for Sofie var Müller traadt hende
imøde i Haven. Hun stod sitrende mellem to Muligheder,
uden anden Leder end de stridende Stemmer i hendes Bryst.
Thi -- vi maa sige det -- ogsaa Haabet havde rørt sig hos
hende ved Lyden af hans Trin! Dets sagte Røst, maaske ogsaa det i vort Hjerte aldrig forstummende Raab om Lykke,
havde et Øieblik overdøvet alle Tvilens og Forsagthedens, alle
Trældommens Indskydelser. I slige Øieblikke er alt omkring
en stakkels Pige Skjæbne; et Pust, et Atom kan bringe Skaalen
til at synke til en af Siderne. Hendes Samtale med Müller
var bleven Stenen i den onde Vegtskaal. Den gav hendes
Hjerte Dødsstødet. Hendes Følelse for Kold havde givet Plads
for en dyb Skræk. Nu gjaldt det blot at reise Muren, der
skulde skille dem ad, og gjøre den rigtig sterk, rigtig ugjennemtrængelig, saa at ingen Klage, intet uvilkaarligt Smertessuk kunde
trænge igjennem. Ved saaledes ubønhørlig at udelukke ethvert
Tegn paa det mellem dem passerede vilde han tilsidst tvile
derpaa som noget oplevet og glemme ogsaa det, der for hende
var den dybeste Ydmygelse at tænke paa.
Idet Sofie traf disse Foranstaltninger til at forstene sit Væsen
og samlede al sin Styrke til at bringe dette Offer paa Kvindelighedens Alter, hvis grumme Guddom hun indbildte sig at
have fortørnet, tænkte hun blot paa de Anfegtelser, der muligens kunde opstaa i hendes eget Sind. I sin Ulykke tænkte
hun ikke mere paa Angreb fra hans Side. Man kan derfor
dømme om hendes Skræk, da hun næste Morgen efter Teen,
hvorved Kold ikke havde været tilstede, mødte denne ved Indgangen, og han med et Ansigt, hvori hele hans Utaalmodighed
noksom røbede sig, rakte hende det Brev, han havde skrevet
om Natten. Saa var det dog sandt, hvad Müller sagde, saa
vilde han dog for Alvor fortsætte det grusomme Spil med
hende? En varm, menneskelig Vrede blussede op i hende.
Hun veg tilbage, som tvilede hun paa, hvad hun saa.
Ak, havde hun ladet denne Vrede faa Ord, havde hun blot
talt i dette Øieblik, da kunde alt være blevet godt igjen! Men
hendes Tunge var som lammet. Hun forblev stum . . . . stum,
som en Kvinde maa være det, en Kvinde, der ikke er elsket.
Dette Øieblik afgjorde hendes hele Livsskjæbne, og som et
ondt Varsel skulde hendes Moders gjennemtrængende Diskantstemme netop i dette Øieblik kalde paa hende.
Hun fulgte dette Raab og lod Kold tilbage, forstenet af Forundring og gjennemisnet af det Blik, Sofie havde fæstet paa
ham. Brevet var faldt paa Gulvet, og Pigen, der i det samme
gik forbi, tog det op og rakte ham det igjen, medens hun
sendte et af de Øiekast efter sin unge Frøken, der er eiendommelige for det Slags Folk, naar de tror, at de har gjort en
Opdagelse.
Forundring, ja det var Udtrykket for hans Sindsstemning;
der blandede sig deri endnu ikke en Skygge af Bekymring.
En Mand har Lykkens Tillid, han lader sig ikke saa let skrække
af Fantomer. Han anede derfor ingen Ulykke, men en Mis-
forstaaelse, en af disse Knuder, der vilde løse sig af sig selv.
Han havde en inderlig, seierrig Forvissning om, at han var
elsket af Sofie. Hint Hengivelsesmoment var fremtraadt med
en saa uvilkaarlig Styrke, saa seirende over alle Tvil, at nogen
saadan aldrig mere kunde opstaa. Men hvor skulde han søge
Grunden til hendes pludselige Fjernelse fra ham? Hans Mistanke faldt paa Müller. Ja, tænkte han, han er det, det kan
ingen anden være. Han har iverksat sin Trusel, at henvende
sig til hende, og han har behandlet hendes ømmeste Hjerteanliggende saa brutalt forretningsmæssig, som om Talen var
om at sætte et Ben af. Det var altsaa Grunden til hendes
Udebliven igaar! . . . Medens han ventede, havde Müller opholdt
hende og benyttet denne Time, der skulde have beseglet deres
unge Kjærlighed, til at forstyrre den. I sin Harme tog han
allerede Pen og Papir frem for at skrive til denne besværlige
Ven, da det faldt ham ind, at han dog maaske først burde
være ganske viss i sin Sag. Under et eller andet Paaskud
kunde han let faa frittet ud af Pigen, hvordan Müller havde
tilbragt Morgenen. Men Pigens Forklaring godtgjorde, at denne
Meddelelse umulig kunde have fundet Sted. Müller havde altsaa
ikke paavirket Sofie. Hendes Kulde maatte følgelig have en
anden, maaske dybere Grund. Dette kunde ikke andet end
forøge hans Forundring. Han var og blev meget, meget for-
undret.
(utdrag)
oppdatert 21.11.2019
Page visited
97055 times
Totalt:
|
