| av Sigbjørn Obstfelder (1. strofe) Mørkets tåge senker sig over trær, over plæner, bladene har ingen farver, græset har intet grønt. Lygternes blus er mørkets gule pupiller - gule pupiller, som vider sig ud så sælsomt. Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange. Jeg hoster, min hosten lyder som spøkelsesharken. Jeg går. Mine skridt er som spøkelsesskridt. |
||
|